Jyske fonte med modstillede løver.[1] Et præliminært studie

Confronted lions – Abstract:

This is a preliminary study of a special group of Romanesque baptismal fonts located in the eastern part of Jutland and decorated with confronted lions as their main motifs. They are part of a much larger group of lion-fonts from the same area, dominated by lions as bicorporates. These lions may designate Christ and His two natures, but there are no clear signs in the confronted lions of any differentiation enabling them to signify Christ’s divine contra His human nature. As confronted animals these lions are also part of earlier pictorial schemes used through centuries and many different cultures, from the Sumerian to Western Europe in the Romanesque period. Taking these things in consideration, the confronted lions on the baptismal fonts are analyzed in relation to different schemes and contexts: flanking a human head, either with their heads en face or in profile, often with their tongues sticking out, or swallowing and pouring forth human beings. Without denying the intricate relations between good and evil in these images the main thesis is that all these lions are ‘good’ lions that take care of and protect the persons being baptized and signify in this way different stages of the transformative process. They are not lions representing Christ but often related to him through a head between them.

The article is written in Danish.

 

Indledning

Dette festskrifts hovedperson har gennem hele sin karriere været fascineret af døbefontenes rige verden. Denne artikel forsøger at sætte et perspektiv på en særlig gruppe fontes univers. Ser man på reliefsmykkede døbefonte i det middelalderlige Danmark, deler landet sig tydeligvis i to områder: i øst det skånske materiale med dets tydelige forbundethed med Gotland og i vest det jyske materiale, hvor de østjyske løvefonte udgør en altdominerende gruppe. Der er tale om ca. 180 fonte, hvor langt den største gruppe viser løver, der parvist er symmetrisk placeret over for hinanden, hovedsageligt i form af dobbeltløver med fælles hoved – bicorporates (Fig. 1). Men der er også en stor gruppe med modstillede løver, der indgår i forskellige kontekster. Det er disse fontes betydninger og funktioner, der her gøres til genstand for nogle indledende overvejelser.[2]

Fig. 1. Døbefonten i Sønderbæk kirke, dobbeltløve med mandshoved i gabet. Foto: Søren Kaspersen.

De østjyske løvefonte udgør et enestående materiale inden for middelalderens døbefonte,[3] og jeg har andet steds argumenteret for, at deres optræden i området må ses i forbindelse med bestemte historiske begivenheder og ikke mindst i sammenhæng med en bestemt fase af det danske riges kristning og transformering fra et slægtsbaseret samfund til et samfund, hvor kongemagten indtog en ny og centraliserende position.[4] Det specielle dobbeltløvemotiv bliver her set som et sindbillede på Kristus og hans to naturer og videre på de to naturer, der kendetegner enhver døbt i et samfund, hvor to legemer, regnum og sacerdotium er føjet sammen i Ecclesia. Og som leder af dette samfund er ikke mindst den salvede regent Kristus-lig gennem sine to naturer.

Bevæger vi os fra dobbeltløverne til modstillede løver, står vi tydeligvis over for  et nyt sæt af fortolkningsmæssige problemer (Fig. 2). Det synes klart, at disse affronterede dyr ikke på samme måde som bicorporates kan billedliggøre Kristus og hans to naturer. De er ikke samlet i et legeme, og der er ikke tegn på en differentiering inden for de enkelte par, der kan pege på, at den ene løve viser Kristi guddommelige natur, den anden hans menneskelige natur.[5] At forstå hver enkelt løve som et sindbillede på Kristus fører også til en problematisk fordobling af udsagnet.

Fig. 2. Døbefonten i Stenild kirke, modstillede løver omkring et mandshoved. Foto: Søren Kaspersen.

Ligesom for dobbeltløvernes vedkommende er disse løvers fortolkningsproblematik bestemt af, at de tilhører et ældgammelt billedskema, der i bredeste forstand omfatter modstillede dyr, et skema der kendes i et utal af variationer, og som over årtusinder har forplantet sig fra de ældste riger i Mesopotamien op gennem kulturerne omkring Middelhavet for så at vinde udbredelse i det vesteuropæiske områdes fauna i romansk tid sammen med en række andre billedtyper og motiver fra Mellemøsten.[6] Det er denne vidtstrakte kontekst som forlener ethvert forsøg på betydningsbestemmelse med en række svære metodiske problemstillinger, fordi motiverne åbenlyst angår dybe kulturelle mønstre og forestillingsverdener, mens antallet af kilder til læsning af dem er omvendt proportionalt med dette forhold.

Dette studie er et første forsøg på ud fra nogle forholdsvis enkle overvejelser at skyde sig ind på de betydninger, de modstillede løver kan have haft i deres specifikke kontekster, dvs. som hovedmotiver på døbefonte. Vi befinder os ikke i periferien men i centrum af det kristne univers, der er ikke tale om marginale motiver anbragt mere eller mindre synlige steder, men om centrale budskaber eller måske bedre om centrale indramninger af de ritualer og transformative processer, der fandt sted under dåben.

Døbefonten stod som bekendt i kirkens vestende, i en dansk sognekirke typisk mellem skibets nord- og syddør. Og mens der synes at være god grund til at gøre op med de gængse forestillinger om disse portalers forbindelse med henholdsvis kvinder og mænd,[7] kunne en anden begrundelse for to indgange være, at norddøren primært blev brugt som indgang ved et barns/et individs optagelse i menigheden gennem dåben. Om en sådan orientering så har betydet, at den forsagelse af djævelen, der primært fandt sted uden for kirkeportalen og afsluttedes ved døbefonten, her udspillede sig nord for og ikke som oftest vest for fonten, vil blive overvejet hen ad vejen.[8]

Forskellige typer af modstillede løver

De modstillede løver er ofte anbragt symmetrisk omkring et motiv, det være sig et hoved et livstræ, men de kan også blot stå over for hinanden. Mens der i den jyske, romanske portalskulptur findes mange eksempler på modstillede løver uden noget centralt motiv og flere eksempler på, at de flankerer et kors, en søjle, et (livs)træ m.m,, så kendes der her ingen eksempler på løver omkring et hoved.[9] Det tyder stærkt på, at døbefontens kontekst har påkaldt en særlig variant af billedtypen.

Løverne kan – som på portalerne – være vist en face eller med hovederne i profil, og de har ofte åbne gab med tungen hængende ud af munden. Både en face og tungeudrækning bringer dem i forbindelse med masker generelt og gorgoner i særdeleshed.[10] Og det fører os ind i en verden, hvor forholdet mellem godt og ondt bliver intrikat, hvor ondskaben i sin overvundne form tjener det gode som ondtafværgende fænomen. Og løven, der på en gang kan være sindbillede på Kristus og på Djævelen, kan også som det magtfulde dyr i sig selv være apotropæisk beskyttende.[11]

Tesen her er, at de modstillede løver ligesom dobbeltløverne grundlæggende er gode og beskyttende væsener. Dåben handler om forsagelse og overvindelse af det onde, og det er derfor ikke troværdigt, at en døbefontskumme skulle være omsluttet og behersket af onde kræfter.[12] Der er heller ikke nogen utvetydige tegn på et modsætningsforhold mellem løverne og de motiver, de konfronterer. Ligeledes er løverne ikke skildret som stærke kræfter, der tæmmes af en mellemstående figur, en stærk helt eller guddom. Langt snarere er de at forstå som ledsagende dyr til guddommen. Det vil i vor sammenhæng snarest sige, at de er Kristusløver i indirekte forstand, ikke sindbilleder på Kristus selv men på det ’mystiske’ Kristuslegeme, det enkelte individ gennem dåben indskriver sig i.

En sådan forståelse af løverne ophæver ikke et komplekst spil mellem det onde og det gode i det skildrede univers. Der er, som Hugo af Skt. Viktor påpeger – i et augustinsk perspektiv –, tale om to kræfter eller strømme, som udgår fra samme kildevæld, fra kærlighedens kilde. Den ene strøm tegner kærligheden til verden, dvs. begærligheden, mens den anden strøm er kærligheden til Gud, dvs. godgørenheden.[13] At det gode per definition sidder inde med den endelige magt over det onde, er også klart. Det er måske i det lys, vi skal forstå , at frodige ranker kan vokser ud af munden på diverse monstre, og at dragers haler kan ende i rankeværk ligesom løvehaler kan ende i dragehoveder.

Modstillede løver omkring et hoved

Fig. 3. Døbefonten i Stenild kirke, mandshoved flankeret af to en face løver med tungen ud af munden. Foto: Søren Kaspersen.

Ser vi nu først på den kompositionstype, der synes speciel for døbefontene, er fonten i Stenild kirke, et pragteksemplar inden for den såkaldte Mariagergruppe, et godt sted at starte. Her flankerer to løver med hovederne en face et mandshoved med fint formet hageskæg (Fig. 3).[14] Løverne har store, kuglerunde øjne og åbne munde med udhængende tunger. Et kraftigt overskæg – formet i henholdsvis en op- og nedadgående tegning – skiller begge steder den nedre del af ansigtet fra den øvre. Løven heraldisk tv. har en kraftigere manke end løven th., især grundet i at lokkerne ligger i et dobbelt lag. Men om det sammen med den forskellige skægtegning skal markere en grundlæggende forskellighed mellem de to løver, er svært at sige.[15]

Med deres udhængende tunger forbinder løverne sig med gorgoneion og er naturligt nok blevet tolket som et værn mod onde magter.[16] Et lignende par ondtafværgende(?) løver – med blottede tænder – flankerer portalen fra 1087–94 på domkirken i Carinola (Campanien).[17] Løverne på Stenild-fonten besidder dog ikke den samme skrækindjagende hæslighed som mange af de tidlige gorgon- eller Medusahoveder med deres vidt åbne munde med store tænder.[18] Man kan derfor spørge, om de ikke ud over det apotropæiske aspekt også taler om andre grundlæggende temaer i forhold til dåb. Tungerne behøver måske ikke at være tegn på afvisning og foragt, men kunne også signalere imødekommenhed og udgydelse, f.eks. udstrømning af livgivende vand i forbindelse med løvens ældgamle funktion som maske på fontæner og brønde.[19] Det kan nævnes, at der øverst på fontekummen i Siem kirke over for hinanden ses to (løve)masker med munde, der ligner udtømningshuller.[20]

Overordnet set synes gorgon-masken forbundet med gamle riter, der angik dødekult og forbindelse til underverdenen, og kultstederne var ofte forbundet med varme kilder, der kom op fra undergrunden.[21] Ved dåben iscenesættes også en udveksling med underverdenen: man bliver begravet sammen med Kristus ved dåben, for ligesom han at blive genoprejst til et nyt liv, som det hedder hos Paulus (Rom. 6, 1–11). Og bag denne forståelse ligger fortællingen om Kristi nedfart til dødsriget, om hans overvindelse af døden og det onde. Løven tjener i Physiologus som et sindbillede på denne fortælling: den føder døde unger, som den opvækker på tredjedagen ved sin ånde eller brølen.[22]

Ved dåbens udveksling mellem de to verdener er der ikke længere alene tale om overvindelse af og beskyttelse mod de onde magter, men også om genfødsel til et nyt liv, og det er i den indramning, at tungerne kan have talt til positive associationer som frelsende udstrømning. Man kan bemærke, at blandt dobbeltløver med udhængende tunger forekommer i hvert fald én, hvis tunge synes positivt ladet ved at være smykket med et planteornament, nemlig på fonten i Suldrup kirke.[23] Og på fontene i Hørby (Hindsted h.), Albæk og Helstrup kirker har dobbeltløverne smalle og langt nedhængende tunger, der ender i mere eller mindre plantemæssig former.[24] Vigtigere er måske, at den udrakte tunge også forekommer sammen med rankeværk, der vokser ud af munden på masker og dyrehoveder. Da dette rankeværk synes at have en regenerativ karakter og være forbundet med forestillinger om opstandelse til det evige liv, får den udrakte tunge her også snarest en livgivende funktion.[25] Det kan nævnes, at den fynske Sdr. Broby-font viser et frontalt mandshoved med to ranker udgående af munden og dertil måske også strømmende vand.[26]

Nok et karakteristisk træk ved løverne i Stenild er deres karakter af at være maskerede: en relieflinje, der løber hen over panden og kan følges ned langs begge sider af ansigtet, synes at angive en hætteagtig beklædning med dyrerører. Fænomenet, der kan iagttages flere andre steder i det danske materiale, kan være et resultat af en kraftig stilisering i tegningen af løvehovedet en face, en stilisering der generelt præger den fauna, som optages i Vesteuropa fra den nære Orient, og den kan følgelig forstås som et rent æstetisk fænomen. Men når stiliseringen som her fører til en kraftig fremhævelse af partiet omkring de store øjne, og dette parti fremtræder som et underliggende lag,[27] melder spørgsmålet sig, om det i en kontekst, der iscenesætter forvandling, har en dybere betydning.

Havde vi haft fontens oprindelige bemaling for os, ville det sikkert have være nemmere at aflæse betydningen af det formelle udtryk. Nu må vi nøjes med at konstatere indtrykket af en dobbelthed eller tre lag og kan så spørge, om man derigennem søger at billedliggøre forestillinger om menneskets forskellige væsenstilstande. Skal disse løver performe forvandlingen fra det dyrisk-sjælelige til det potentielt åndelige, fra det ’jordiske’ til det ’himmelske’ menneske? Som Paulus skriver i sit første brev til korinterne, hvor han betoner betydningen af at tro på Kristi opstandelse, som forudsætning for dåben og de dødes opstandelse:

”Således står der også skrevet: ”Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl (animan viventem),” den sidste (novissimus) Adam [dvs. Kristus] blev en ånd, der gør levende (spiritum vivificantem). Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige (animale), dernæst kommer det åndelige (spiritale). Det første menneske [dvs. Adam] var af jord, jordisk (terrenus), det andet menneske [dvs. Kristus] er fra himmelen (de caelo, caelestis). Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede (imaginem terreni), skal vi også bære det himmelske menneskes billede (imaginem caelestis) ” (15, 45–49).

Ser man på den del af de to løvehoveder på Stenild-fonten, der indrammes af ’hætten’ og overskægget, kan det godt tænkes, at dette ansigt med sine store, altskuende øjne skal signalere, hvorledes det himmelske menneske gennem dåben træder frem som en forjættelse i det jordiske menneske – ikke mindst hvis løverne forstås som sindbilleder på det ekklesiologiske legemde, der hele tiden konstitueres gennem dåben. Mellem de to løver ses som nævnt et mandshoved, som med sin regelmæssige form og fint flettede hageskæg meget vel kan være et Kristus-portræt. Mest påfaldende er den maskeagtige mund, der synes let åben – i lighed med løvernes. Måske for også her at angive en udstrømmen, ikke af vand men snarere af lyd som en livsånde, der genføder.[28] Store næsebor på de ovenfor omtalte (løve)masker på fonten i Siem skal måske her signalere livsåndens indgang og udgang.[29]

Fig. 4. Døbefonten i Stenild kirke, (kvinde?)hoved ved en face løve med tungen ud af munden. Foto: Søren Kaspersen.

Den anden halvdel af fontens kumme i Stenild kirke viser også to en face løver, meget lig de allerede omtalte men begge her vendt mod venstre. Den første har tungen ud af munden ligesom de modstillede løver, mens den andens gab er lukket.[30] Mellem løverne – dvs. modsat (Kristus)hovedet – finder man også her et hoved, måske et kvindehoved – i hvert fald uden overskæg og kranset af en tætsiddende frisure eller snarere et klæde (Fig. 4). Måske skal vi læse det som et billede på den ’Kristus-lig’ form, der ligger i svøb for det menneske, der lader sig genføde i dåben.

Under alle omstændigheder er det rimeligt at antage, at de to løver omkring hovedet skal forstås som aktører i dåbssakramentets faser. Hvis de to hoveder mellem de fire løver har angivet fontens oprindelige øst-vest-akse, og (Kristus)hovedet har vendt mod øst, kan den sydvestvendte løve, der støder op til (kvinde)hovedet med sit ’imødekommende’ eller ’opslugende’ gab, have tegnet indledningen til selve dåbshandlingen – efter de ondtafværgende og djævleforsagende ritualer uden for kirkeportalen, mens løven med lukket mund mod nordvest så kan signalere, at den har optaget dåbspersonen i sig og på den måde beskærmet denne mod djævelen og gjort den Kristus-lig. Endelig kan den triadiske komposition på kummens østside så ses som en manifestation af sakramentets udøvelse, som en hierarkisk komposition, der konstituerer Kirkens legeme med Kristus som hovedet i midten og løverne som hans lemmer, som repræsentanter de troende der gennem dåben er inkorporeret i hans legeme. De tre hoveder sidder helt tæt sammen, nærmest som en treenighed.

Fig. 5. Døbefonten i Astrup kirke, mandshoved mellem to en face løver med ’tungelokker’ endende i skålformet tegning. Foto: Søren Kaspersen.

Lignende triadiske kompositioner forekommer på flere fonte, hver i sin særlige kontekst og med sine særlige træk. En af Mariagergruppens mere primitive fonte i Astrup kirke viser to ’smilende’ løveansigter omkring et langstrakt mandshoved med tvedelt hageskæg, sikkert et Kristushoved. Fra løvernes gab udgår ’tungelokker’ som en slags strømme, der samles op i skålformede tegninger under hovederne (Fig. 5).[31]  Fremstillingen synes at styrke den mulighed, at en face-løver på døbefonte kan tale om dåbsvandet og dets udspring i Kristus som den livgivende kilde.

På den modsatte side af Astrup-fonten kæmper en mand mod en drage med løvemanke.[32] Hans ene arm er opslugt i dragens gab, mens han med den anden har stukket sit sværd i dragens bryst, og dennes manke rejser sig nu voldsomt på den ene side. Ved sit tvedelte hageskæg ligner den dragebesejrende mand Kristushovedet. Dåben som en opslugning, men også som en overvindelse af det onde, synes atter dramatisk iscenesat, og igen med en triadisk komposition som det overordnede sindbillede på processen. Og som på Stenild-fonten skal den ’indrammede’, centrale del af løvernes hoveder måske ses som det nye menneske, der træder frem gennem dåben.

På en række andre fonte ses også hoveder en face, men her flankeret af modstillede løver med hovederne i profil. Således er hver af de nært beslægtede fonte i Kobberup og Pederstrup kirker smykket med to par affronterede løver omkring hver sit hoved.[33] Disses ansigter træder hætteklædte frem, både i lighed med hovedet på Stenild-fontens vestside og med dennes løve-/menneskehoveder. Løvehovederne i Kobberup og Pederstrup, som er placeret tæt omkring de hætteklædte hoveder, har let åbne munde med blottede tænder, men de bider ikke i hovederne og virker ikke truende. Så billedtypen refererer muligvis til løven, der opvækker sine dødfødte unger ved at ånde på dem eller brøle over dem, dvs. til den potentielle opstandelse til det evige liv i dåben.[34] På en beslægtet font i Fiskbæk kirke har billedtypen tre store livtræer som pendant, hvilket understreger det paradisiske perspektiv.[35]

Fig. 6. Døbefonten i Sall kirke, ’hætteklædt’ hoved mellem løve og korslam.

Også den stærkt ophuggede font i Højslev kirke, tilhørende samme gruppe, viser monumentale hætteklædte hoveder, flankeret af to par modstillede løver.[36] Men her er det kun profilløverne tv. for ansigterne, der viser åben mund og blottede tænder, mens de to løver th. har en face-agtige hoveder med små udhængende tunger, i det ene tilfælde fra en ’skæv’ mund – en type vi genfinder på en font i Sall kirke i Houlbjerg herred. Denne viser noget usædvanligt tre fremstående hoveder, hvilket kan være en henvisning til Treenigheden.[37] Hovederne er hætteklædte som på de netop omtalte fonte og to af dem peger med deres indrammende over-/kindskæg mod Stenild-fontens løver, mens det tredje virker mere kvindeligt (Helligånden?).[38] Et af de skæggede hoveder er flankeret dels af en løve, der blotter tænder, dels af et glorieret Korslam (Fig. 6). Det bringer Augustins tale om Kristus som både lam og løve i erindring: ”Hvorledes er denne [Kristus] lam og løve? Mild og stærk, elskelig og frygtindgydende, uskyldig og magtfuld, én som blev dømt uden at løfte sin røst, men som vil dømme brølende.”[39]

Hver af de to andre ansigter er ledsaget af en løve med en ’skæv’ mund, som tungen hænger ud af. Dvs. vi genfinder begge typer af løvehoveder fra Højslev-fonten  Hvad denne differentiering i to typer måtte betyde, er ikke nemt at svare på. Den ’skæve’ mund er et gammelt motiv, men oprindelsen synes kompleks, og måske forklares motivets opståen bedst af formel vej, som en blanding af gengivelse i frontal og profil.[40] I den forstand forekommer der ikke at være knyttet særlige betydninger til motivet, og det er selvfølgelig muligt, at dets optræden på løvefontene blot er bestemt af et tilfældigt valg mellem foreliggende modeller. Men muligheden for en bevidst differentiering foreligger også. Og i stillingen mellem en face og den rene profil, er det tænkeligt, at det forvredne ansigt skal signalere omstyrtelse eller fornedrelse af en art. I forhold til Kristus kunne det betyde en tale om hans ydmygende inkarnation eller lidelse, på Sall-fonten f.eks. sat i perspektiv af en hale, der ender i en usædvanlig stor trebladet akantus. Men det er rigtignok meget usikkert, og ’skævheden’ kan også være en retorik, der potenserer betydningen af den åbne mund og den udhængende tunge.

I flere tilfælde er (mands)hovederne flankeret af ’slikkende’ profilløver, således på fonten i Vitten kirke,[41] på Houlbjerggruppens fonte i Hvorslev og Vellev kirker samt på fonten fra Virring kirke (nu i Kristkirken i København)[42] og på fonten i Linå kirke, hvor et enkelt par alene danner kummens udsmykning.[43] Disse løver med udrakte tunger kan f.eks. jævnføres med løver ved livstræer, så som to mindre løver ved hver sit livstræ på fonten i Daugbjerg kirke[44] og de modstillede løver med udhængende tunger omkring livstræer på de med hinanden beslægtede fonte i Hornstrup og Korning kirker.[45] Igennem en sådan jævnføring får hovederne en frelsende karakter, bliver snarest Kristushoveder. Men de slikkende løver kan måske også henvise til Plinius den Ældres’ beretning i hans Naturalis historia (bog 11) om, at løver ligesom bjørne og ræve giver deres nyfødte unger form ved at slikke dem, en beretning der optages i middelalderens bestiarier.[46] Billedtypen taler da om genfødsel og formning af den kristne gennem dåben.

Fig. 7. Døbefonten i Hvorslev kirke, mandshoved omgivet af to tilbedende løver med udrakte, slikkende tunger.

Folke Nordstöm har foreslået, at fremstillinger som dem på fontene i Hvorslev og Vitten kirker er gengivelser af Daniel i løvekulen, og han peger på et romansk relief med dette motiv i St. Anna-kapellet i domkirken i Worms, hvor de venligtsindede løver slikker Daniel.[47] Det er dog et spørgsmål, om man ville nøjes med at vise hovedet af helten, hvis det som her skulle være Daniels historie, man ønsker at fortælle. Men Nordströms idé om, at motivet – ligesom Daniel–fortællingen og Romerbrevets beskrivelse af dåben (6, 4) – kan have referencer til ’død’ og udfrielse/opstandelse, synes oplagt, ikke mindst at løverne ikke er fjendtlige væsener men derimod beskyttere mod døden og de onde magter.

På Hvorslev fonten ses over for hovedet omgivet af de ’slikkende’ løver (Fig. 7) endnu to modstillede løver, her omkring et kronet mandshoved, den ene løve med hovedet en face, den anden med hovedet i kvart-profil og med den tidligere omtalte let åbne, ’skæve’ mund (Fig. 8). Er det kronede hoved en fremstilling af Kristus som konge, kan de to løver i deres differentiering – i lyset af det oven for sagte ­– måske tale om hans guddommelige og menneskelige natur. Samtidig kan hovedet på den anden side af kummen måske henvise til hans præstelige karakter, idet løverne her med deres udrakte tunger muligvis kunne udtrykke ønsket om at nære sig ved det sakramentale legeme, dvs. ved den Kristus, der har ofret sig. For begge hoveders guddommelige karakter kan tale, at alle fire løver synes at indtage en tilbedende stilling gennem deres løftede poter. Det kan nævnes, at endnu et – mindre – ansigt med kroneagtig hovedbeklædning ses i fontens tværgående akse, bag en face-løvens krop.

Fig. 8. Døbefonten i Hvorslev kirke, kronet mandshoved omgivet af to tilbedende løver.

Fonten i Vitten kirke gennemspiller nogenlunde de samme temaer som Hvorslev-fonten.[48] Her ’knæler’ de to løver med udrakte tunger omkring et mandsansigt, der øverst har kummens tovsnoning som ’diadem’ og nedadtil fortsætter i en abstrakt formet ’krop’ mærket med et korstegn (Fig. 9). Muligvis henviser denne figur til Kristus og hans sakramentale legeme, det tornekroneagtigt ’diadem’ til hans passion og forløsningsværk.[49]

På kummens anden side finder man to lignende løver omkring et (kvinde)hoved, hvorunder ses et diagonalstillet fletkors eller tetragram. Begge løver er dog her vendt mod højre, den ene – tv., med udrakt tunge mod (kvinde)hovedet, den anden – th., bortvendt fra hovedet og med let blottede tænder.

Fig. 9. Døbefonten i Vitten kirke, mandshoved med ’diadem’ omgivet af to tilbedende løver med udrakte, slikkende tunger.

Kompositionen minder på den måde om Stenild-fontens, og igen er der god grund til at antage, at de fire løver sammen med de to hoveder performer dåbshandlingens indhold, her mod urets gang og rimeligvis fra nord mod syd til øst. Løven med den udrakte tunge åbner sig så mod (kvinde)hovedet mod vest og signalerer beskyttelse under ’nedfarten’. Fletkorset under hovedet kan yderligere forstås som en fælde for de onde kræfter, som en snare de selv falder i,[50] mens den udåndende, ’brølende’ løve mod syd så tegner ’opstandelsen’. Mod øst endelig konstitueringen af Kirkens legeme, med angivelse af nadveren som det frelsende sakramente for vedholdende inkorporering i dette legeme.

Fig. 10. Døbefonten i Skjød kirke, hoved flankeret af to løver samt opstikkende dragehoved.

Går vi tilbage til Hvorslev-fonten, vil man umiddelbart antage, at det kronede (Kristus)hoved har vendt mod øst, og så har det mindre hoved i den tværgående akse vendt mod syd og med sin kroneagtige hovedbeklædning måske markeret resultatet af dåbshandlingen. Men hvis i stedet hovedet med de ’slikkende’ løver omkring har vendt mod øst – som vi antager for Vitten-fonten, så har det lille hoved vendt mod nord og kan have angivet en begyndelse for selve dåbshandlingen her.

På Veggerby-fonten, som knytter sig til Mariager-gruppen, er et Kristuslignende ansigt med et stort, tvedelt skæg flankeret af løver i profil med lange, udhængende tunger.[51] Typen ligger tæt på de ’slikkende’ løver og henviser nok til lignende betydningslag. Løverne kan vel også være et sindbillede på dem, der gennem dåben higer mod Kristus og Kristuslighed. På fontens anden side ses en løve med hovedet en face og tvedelt hageskæg – måske den primære Kristus-løve på denne font, en løve med apotropæisk karakter ’til brug’ ved forsagelsen af det onde.

Ud fra det indtil nu sagte, tegner der sig ikke noget entydigt billede af hvem hovederne i de triadiske kompositioner med de modstillede løver har repræsenteret. På flere fonte synes det at være et Kristushoved: Stenild, Astrup, Hvorslev (det kronede hoved), Vitten og Veggerby. Og på fonten i Skjød kirke, som hører sammen med den i Vitten, er et mandshoved flankeret af to bevægede løver tydeligvis større og i højere relief end det modstående hoved, omgivet af to fra hinanden bortvendte løver.[52] At det store hoved er et Kristushoved støttes af, at løven heraldisk tv. er konfronteret med et dragehoved, der stikker op fra kummens nedre bort, hvilket sikkert er en henvisning til Kristi overvindelse af døden gennem nedfarten til dødsriget (Fig. 10).

Fig. 11. Døbefonten i Vellev kirke, ansigt med hovedbeklædning mellem to løver med udrakte, slikkende tunger.

Men hurtigt bliver det mere kompliceret. F.eks. kunne man se det som et problem at et evt. Kristusmotiv blot gentages, når den triadiske komposition fordobles som på fontene i Kobberup, Pederstrup og Højslev kirker. Dog er en sådan slags gentagelse et udbredt fænomen på fontene med bicorporates.[53] Mere problematisk synes det at være at skulle forestille sig Kristus som hætteklædt. Men så sætter fonten i Sall kirke med sin mulige Treenighed og sit ’Kristushoved’ et komplekst perspektiv på det forhold. Er vi så meget i en sindbilledlig, metaforisk verden, at Treenighed lader sig forene med den transformation af menneskets natur i dåben, maskeringen synes at tale om gennem de flere lag? Eller er ’hættebeklædningen’ bare et formelt træk, der er vokset ud af en stilisering og som sådan uden betydning?  I Sall hænger det spørgsmål måske sammen med den lige så gådefulde fordeling af to løvetyper på ’Kristus’ og de to andre personer i ’Treenigheden’.

At man i hvert fald ikke uden videre kan slutte fra triadisk komposition til Kristushoved, viser f.eks. den primitive font i Albøge kirke, på hvis kumme der mellem to brølende(?) løver ses et maskeagtigt hoved med strittende dyreører, som næppe kan være Kristus.[54] Og på fonten i Vellev kirke synes det at fremgå klart. Her ses i de to akser fire hoveder, hvoraf de tre har glorieskiver, det ene en korsglorie, mens det fjerde, ’ikke-glorierede’ hoved flankeres af to løver med udrakte, ’slikkende’ tunger (Fig. 11).[55] Her må dette sidstnævnte hoved vel tegne dåbskandidaten, mens vi finder Kristushovedet bag løven tv. Hovedet over for dåbskandidaten er på sin side omgivet af Helligåndsduen og Agnus Dei, begge vendt mod venstre. Så læseretningen – hvis man tænkte sig en sådan – er med uret: Helligåndsduen fører så fra Kristushovedet – mod nord(?) – til det andet (glorierede) hoved i den antagelige længdeakse, mens Korslammet leder videre til det sidste glorierede hoved – mod syd(?). Det placerer den triadiske komposition med dåbskandidaten mod vest. Men en placering mod øst – eller for den sags skyls mod de andre verdenshjørner – kan også tænkes. Der er symbolske lag nok i fontens fremstillinger, men hvordan, de mere præcist har fungeret i dåbssammenhængen, er ikke så nemt at forestille for.

På Øster Alling–fonten ses også fire hoveder, men de er alle forholdsvis små og repræsenterer snarest mennesket i dåbshandlingen.[56] Et af hovederne er flankeret af to modstillede løver med overmåde langt udhængende tunger, der ender i store akantusblade. Tungerne indrammer og former nærmest et leje for hovedet, og den udrakte tunges regenerative karakter kan næppe udtrykkes tydeligere. Bag løven heraldisk tv. – det vil rimeligvis sige i aksen mod nord – ses et hoved, der angribes af et lille dragehoved, som afslutter den løftede hale på den første af to højrevendte løver, der optager den vestlige halvdel af kummen. Denne løve optræder samtidig som beskytter af hovedet mod vest ved også at have en langt udhængende akantusbladtunge, og den illustrerer således, hvordan godt og ondt er indvævet i hinanden i dåbsprocessen, som også her synes at starte mod nord.

Fig. 12. Døbefonten i Øster Hornum kirke, to affronterede en face løver med tungen ud af munden.

Konklusionen må blive, at der gives ikke nogle faste regler for hovedernes betydning i de triadiske kompositioner med modstillede løver, men at man på den ene side må forsøge sig frem fra kontekst til kontekst, og på den anden side overordnet må opererer med et univers, hvor betydningsdannelsen er kompleks, fordi disse fremstillinger performer en proces af transformativ art. Det medfører også, at løverne bliver komplekse størrelser i deres funktioner og betydninger i forhold til hovederne. Der er dog her foreløbigt argumenteret for visse fremtrædende betydningslag og relationer mellem typer og funktion.

Det er i den sammenhæng værd at påpege, at stort set alle typer af modstillede løver omkring hoveder også optræder på fontene uden noget motiv imellem sig: en face-løver,[57] profilløver med åbne munde,[58] profilløver med udrakte tunger[59] og profilløver med udhængende tunger,[60] herunder tunger endende i akantusblade.[61] Det ’fraværende’ motiv må vel i disse mange tilfælde forstås som dåbsvandet i fonten, hvis kvaliteter løverne så på forskellige måder signalerer: fra det ondtafværgende/-overvindende til det regenerative/genfødende.

Fig. 13. Døbefonten i Øster Hornum kirke, to affronterede en face løver med åbne munde. Foto: Søren Kaspersen.

Særlig interessant i denne sammenhæng er fonten i Øster Hornum kirke, tilhørende Mariagergruppen. Her finder vi to par modstillede en face løver uden nogen ansigter imellem dem, det ene par med tungen ud af munden (Fig. 12), det andet par ’smilende’, med blottede tænder (Fig. 13).[62] Desuden ses på kummens rand dels et hul til en kærte placeret lige over symmetriaksen mellem det sidstnævnte løvepar, dels en nu vanskeligt læselig indskrift, hentet fra salme 35(36), 10: + QVONIAM APVD TE EST FONS VITE · E(T IN) LVMINE TVO [kærtehul] VIDEBIM LVM(EN) (For hos dig er livets kilde, og i dit lys ser vi lyset).[63] Dette salmevers citeres i liturgien for dåbsvandets indvielse påskeaften, idet det afslutter hymnen ’Rex sanctorum angelorum’ som en versiculus. Har hullet til den tændte kærte, præsten gav den nydøbte i hånden, vendt mod øst, er indskriften begyndt mod syd ­– med +’et placeret lige over et maskeagtigt hoved mellem de to løvepars bagkroppe. De to løver med tungen ud af munden har så vendt mod vest som de løver, der leder ind i selve dåbshandlingen. Symmetriaksen mellem dem fører vertikalt op til indskriftens ’TE’, der henviser til Herren som livets kilde. Samtidig har disse to løver måske også haft en ondtafværgende funktion, relateret til eksorcismen. Som sådan har de erindret om overvindelsen af Djævelen ved Kristi nedfart til dødsriget, mens de ’brølende’ løver mod øst så har tegnet sejren over døden, Kristi opstandelse, og dermed muligheden for det evige liv.

Modstillede løver – opslugen og udspyen

Fig. 14. Døbefonten i Gassum kirke, kvinde mellem to løver, der har opslugt hendes arme.

Endelig må det nævnes, at en gruppe af modstillede løver på fontene viser fortæring/opslugen og udspyen. De mest monumentale eksempler finder vi i Mariagergruppen. Således ser man over for en dobbeltløve på Gassum–fonten en kvinde med store bryster omgivet af to modstillede løver, der har opslugt hendes arme (Fig. 14).[64] Hun leder tankerne hen på andre fonte i gruppen, nemlig Svenstrup-fonten, hvor man mellem to dobbeltløver ser en nøgen kvinden halvt opslugt – eller udspyet – af en drage,[65] og Kastbjerg-fonten, hvor vi igen finder en kvinde(?) fastholdt mellem bagkroppene på to dobbeltløver af deres haler, som ender i små dragehoveder, der opsluger hendes hænder.[66] Samtidig ligger Gassum–fontens ikonografi tæt på orkestreringen af den såkaldte ’Ålborg’-font i samme gruppe.[67] Her er dobbeltløven blot udskiftet med to modstillede løver med hovederne en face, mens løverne, der opsluger den barmfagre kvinde, har oprullede snuder, der giver dem et let drageagtigt præg.

Sandsynligvis iscenesætter alle fire fonte på forskellig måde den samme fortælling om arvesyndens ’opslugen’ i dåbsvandet, om transformationen gennem en simuleret nedfart til dødsriget og en symbolsk død. I en sådan kontekst synes onde og gode kræfter at spille sammen på en kompleks måde, der betyder, at både løver og drager kan forstås positivt. I hvert fald er der ikke nogen tvingende grund til at se de opslugende løver på Gassum– og ’Ålborg’-fontene som onde væsener. Snarere er de – også i forlængelse af læsningerne ovenfor – at forstå som hjælpere, der understøtter processen og inkorporeringen i Kristus-løvens krop. Og sådan må man for mig at se også forstå dobbeltløvernes haler med dragehoveder. Om Svenstrup-dragen så ’er’ Dødsriget slet og ret, er muligt, men den deltager i genfødslen af det kristne, dvs. salvede, menneske.

Fig. 15. Døbefonten i Smidstrup kirke, tegning af Erik Schiødte. (Efter Mackeprang 1941).

På den enligstående font i Smidstrup kirke flankerer to store affronterede løver et ’livstræ’ – formet som et bladornament, mens resten af kummen viser en drage, der truer en frontalvendt engel med en langt udrakt tunge helt tæt på (Fig. 15).[68] Løven heraldisk tv. for ’livstræet’ synes i færd med at æde eller opsluge et menneske, idet et ben stikker ud af gabet på den, mens løven th. har åbent gab med udhængende tunge. Man kan nemt associere til den sataniske løve (jfr. 1. Pet. 5, 8). Men konteksten tilsiger, at der holdes åbent for andre læsninger, så som en symbolsk opslugen i dødsriget i dåbshandlingen. Englen lige bag løven kan da ses som et værn mod de onde kræfter i underverdenen, angivet ved den tungehvæsende drage. Denne synes også pacificeret eller i det mindste holdt i ave af den anden løve gennem koblingen af deres haler, som måske er det, der fører til, at dragens hale ender i en lang bladranke. Denne anden løve signalerer måske også med sin udrakte tunge omsorg for personen under transformation, ikke som en slutfase men samtidigt med personens opslugen.

To andre døbefonte synes at iscenesætte lignende fortællinger. Mackeprang omtaler lige efter den ret simple Smidstup-font en rigere font på øen Fur i Limfjorden.[69] Her ses omkring et ’livstræ’ to fra hinanden bortvendte løver med hovederne en face. Hver holder i den ene pote en mandsling, som de synes i færd med at opsluge. Den ene løve er modstillet en drage, den anden en stor, stærkt bevæget fugl, sikkert Helligåndsduen – eller måske en ørn. Mackeprang, der kun omtaler den første løve, associerer umiddelbart til Peters brev men bemærker så, at ”alligevel er der i Samspillet mellem den [løven] og Dragen noget, der frister til at opfatte den lille, vistnok nøgne Mand ikke som dens Bytte, men som den almindelige middelalderlige Gengivelse af en Sjæl, saaledes at Løven fra at være dens Fjende forvandles til dens Beskærmer, Christus.”[70] Hvilket man kun kan give ham ret i og bemærke, at dragens udrakte tunge ikke spiller mod løven og dens menneskeskikkelse men hænger slapt ned mod jorden og ender i en palmet. Magtesløs må den se til dens byttes bortrykkelse – eller i hvert fald løvens beskyttelse af det. Den værnende løve over for dragen har sikkert henvist til eksorcismen og performet nedybningen i fontens vande. Og den kan have smykket kummens nord– eller vestside. I første tilfælde har ’livstræet’ vendt mod øst, i andet mod nord. Den anden løve har sammen med fuglen talt om dåbsvandets livgivende kraft gennem nådesudgydelse og som sådan også om opstandelse, og den kan udmærket både have vendt mod syd og øst.

På fonten i Hansted kirke – helt vest på i Thy – ses som eneste udsmykning på kummen to modstillede løver over en krans af store bægerblade nederst på skålen.[71] Løven heraldisk tv. har et ben ud af gabet ligesom den tilsvarende løve på Smidstrup-fonten, mens et mandshoved skyder ud af munden på løven heraldisk th. Det sidstnævnte træk kendes også fra fonten i Sønderbæk kirke, hvor et mandshoved viser sig i den ene dobbeltløves åbne gab.[72] Herigennem performes sikkert igen både nedsænkningen i døbefonten som en opslugning og den efterfølgende ’opstandelse’ som en udspyen. De to løver på Hansted–fonten er meget ens karakteriseret, begge har bl.a. en løftet hale, der går mellem benene og ender i en stor palmet, hvilket taler mod, at en dæmonisk fortæring skulle være stillet over for en frelsende udspyen.[73]

Afslutning

Den ovenstående undersøgelse har i forlængelse af et større studie om de jyske dobbeltløvefonte arbejdet ud fra den tese, at løverne på de jyske fonte grundlæggende skal forstås som venligtsindede og positive aktører i relation til dåbssakramentet og dets ritualer. Ved at overveje forskellige muligheder og foretage enkle læsninger synes tesen at stå tilbage som en brugbar teori, der giver mening i forhold til forståelse af en række forskellige typer af løver og de sammenhænge, de indgik i. Der er klart nok tale om et præliminært studie, både i den forstand at forfatteren langt fra selv har set alle fonte in natura, og i den forstand, at der er en mængde specifikke og sandsynligvis betydningsbærende træk i materialet, som det ikke har været muligt at inddrage i dette første forsøg på en samlet forståelse af løveudsmykningernes overordnede funktioner og betydninger. Motivskatten er også kun i beskedent omfang søgt indplaceret i et større internationalt materiale, hvilket i første omgang kan forsvares med disse løvefontes særegne karakter blandt de europæiske døbefonte. Men en grund er søgt lagt for videre undersøgelser og bestemmelser af de enkelte fontes billedmæssige udsmykning som folie for sakramentet og dets centrale funktion for etableringen af Ecclesia gennem transformation, genfødsel og inkorporering af samfundets enkelte medlemmer i Kristi mystiske legeme.

 

Søren Kaspersen, lektor emeritus ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Har især publiceret om middelalderens kunst, om kalkmalerier, altertavler og gyldne altre, om stilistiske, ikonografiske og kontekstuelle problemstillinger.



[1] Der findes billeder af alle de danske fonte på nettet i den store billedbase over romansk stenskulptur i Danmark – http://www.romansk-stenkunst.dk/

[2] Se Mackeprang, M. 1941/2003. Danmarks middelalderlige Døbefonte. København: Høst & Søn (genoptr. Højbjerg: Hikuin), 201–298. Desuden Slomann, Vilhelm 1967. Bicorporates – Studies in Revivals and Migrations of Art Motifs, I-II. København: Munksgaard.

[3] Der findes andre fonte med dobbeltløver – f.eks. i Kempen i Nordrhein-Westfalen og i Örtofta i Skåne, men vist ingen der som i det jyske materiale omkranses af to dobbeltløver. Se Slomann 1967, 33-34 og 181, fig. 97 og 415.

[4] Se Kaspersen, Søren (under udg.). Døbefonte og ‘statsdannelse’De østjyske løvefonte genovervejet. In Djur och odjur. Red. Lars Berggren & Annette Landén.

[5] Det kan nævnes, at der i den samtidige jyske portalskulptur kendes flere eksempler på, at en løve og en (løveagtig) grif er modstillet hinanden – se Mackeprang, M. 1948. Jydske Granitportaler. København: Høst & Søn, fig. 202a-b, fig 209 og fig. 248., evt. som sindbilleder på Kristi to naturer.

[6] Se Slomann 1967 og Wittkower, Rudolf 1989. Europe and the Near East I: Migrations and Waves of Penetration & Europe and the Near East II: Waves of Penetration. In Selected Lectures of Rudolf Wittkower – The Impact of Non-European Civilizations on the Art of the West. Ed. Donald Martin Reynolds, Cambridge: Cambridge University Press, 1–17 & 18–30. Anm. af sidstnævnte værk ved Root, Margaret Cool 1995. Journal of Near Eastern Studies 54, 144–46.

[7] Se Wangsgaard Jürgensen, Martin 2009. Syddør, norddør og det kønsopdelte kirkerum. hikuin 36, 7–28.

[8] Der vides intet sikkert om de(n) tidlige dåbsliturgi(er) i Norden i middelalderen, men de afspejles nok i det væsentlige i de senmiddelalderlige ritualer. For en indføring se Johansson, Hilding 1950. Hemsjömanualet – En liturgi-historisk studie. Stockholm: Svenska kyrkans diakonistyrelses bokförlag og Ottosen, Knud 1970. Danske, middelalderlige dåbsritualer. Dansk teologisk Tidsskrift 33, 31–54 – refereret hos Gotfredsen, Lise & Frederiksen, Hans Jørgen 1987. Troens Billeder. Gjellerup/Herning: systime, 326–328.  For et ritual fra det 14. årh. se The Manual from Notmark 1970. Ed. Knud Ottosen (Bibliotheca Liturgica Danica – Series Latina, I), København: G. E. C. Gad, 60–68.  For de mangfoldige ceremonier omkring forsagelsen af Djævelen fra oldkirken og fremefter, se Kelly, Henry Ansgar 1985. The Devil at Baptism – Ritual, Theology, and Drama. Ithaca: Cornell University Press.

[9] Om de jyske løveportaler, se Mackeprang 1948, 220–268, med skemaer over materialet 221–223.

[10] For masker og maskering, se det righoldige men også svært overskuelige materiale i Klingbeil, Waldemar 1935. Kopf-, Masken- und Maskierungszauber in den Antiken Hochkulturen, insbesondere des Alten Orients, Berlin: Arthur Collignon. Det grundlæggende studie om gorgonerne er Roscher, Wilhelm Heinrich 1879. Studien zur griechischen Mythologie und Kulturgeschichte vom vergleichenden Standpunkte, 2: Die Gorgonen und Verwandtes. Leipzig: B. G. Teubner. Se også Howe, Thalia Phillies 1954. The Origin and Function of the Gorgon Head. American Journal of Archaeology 58:3, 209–221 og Wilk, Stephen R. 2000. Medusa – Solving the Mystery of the Gorgon. Oxford & New York: Oxford University Press, 31-54 (‘The Gorgon in Art’). Om forbindelsen mellem løvehoveder og gorgoner, se Blinkenberg, Chr. 1924. Gorgone et Lionne. Revue Archéologique 5. Ser., 19, 267–279.

[11] Se f.eks. Sütterlin, Christa 1989. Universals in Apotropaic Symbolism: A Behavioral and Comparative Approach to Some Medieval Sculptures. Leonardo 22:1, 65–74. Senest har Ruth Mellinkoff på et for ukritisk grundlag tilskrevet stort set alle motiver inden for verdenen af grotesker, hybrider etc. en apotropæisk betydning, se Mellinkoff, Ruth 2004. Averting Demons: The protective power of medieval visual motifs and themes, 1-2. Los Angeles: Ruth Mellinkoff Publications.

[12] Hvorledes den fauna, der findes på døbefontenes fødder skal tolkes, er et nok så komplekst problem, der ikke lader sig forstå ud fra en enkel modsætning mellem kumme og fod, oppe og nede, godt og ondt. Se f.eks. Tavenor-Perry, J. 1905. Dragons and Monsters Beneath Baptismal Fonts. The Reliquary and Illustrated Archaeologist – A Quarterly Journal and Review Devoted to the Study of the Early Pagan and Christian Antiquities of Great Britain, N.S. 11, 189–95.

[13] Se Zinn, Grover A. 1974. Historia fundamentum est – The role of history in the contemplative life according to Hugh of St. Victor. In Contemporary Reflections on the Medieval Christian Tradition: Essays in Honor of Ray C. Petry. Ed. George H. Shriver, Durham/N.C.: Duke University Press, 154.

[14] Mackeprang 1941/2003: 214, 216, 219, 220 og 226-227, fig. 239a+b og Rump, Erling 1974. Kultkar: offer – død – frugtbarhed – dåb. Vig: Eget forlag, 9, ill. s. 95-98.

[15] Guddommelig over for menneskelig natur er én mulighed – som ’adjektiver’ til et hoved, der viser Kristus, mandlig natur over for kvindelig en anden – hvis man accepterer, at ’hunløven’ også har manke.

[16] Se Kolstrup, Inger-Lise 1984. Physiologus- og bestiariefremstillinger i den romanske stenskulptur. In Romanske Stenarbejder, 2. Red. Jens Vellev, Højbjerg: Hikuin, 111–112.. Se endvidere Sütterlin 1989: 70–72 og Woodstock, Alex 2005. Liminal Images – Aspects of Medieval Architectural Sculpture in the South of England from the Eleventh to the Sixteeth Centuries (BAR British Series, 386). Oxford: Hadrian Books, 69-71.

[17] Se D’Onofrio, Mario & Pace, Valentino 1981. Campanie romane. La Pierre-Qui-Vire: Zodiaque, 125, pl. 37–38.

[18] Man kan i det nordiske materiale blot jævnføre med de fire skræmmende løvehoveder på foden af fonten i Nevitshög kirke i Sverige – se Carlsson, Frans 1976. The Iconology of Tectonics in Romanesque Art. Hässleholm, 127, fig. 195.

[19] Se f.eks. Kapossy, Balázs 1969. Brunnenfiguren der hellenistischen und römischen Zeit, (Diss.) Zürich.

[20] Se Mackeprang 1941/2003, 226, fig. 255.

[21] Se Croon, J. H. 1955. ‘The Mask of the Underworld Demon: Some Remarks on the Perseus-Gorgon Story’. Journal of Hellenic Studies 75, 9–16.

[22] Se f.eks. Kolstrup 1984, 71–72 og The Book of Beasts – Being a Translation from a Latin Bestiary of the Twelfth Century 1954. Transl. & ed. T. H. White. London: Jonathan Cape  1954 (mange senere udgg.), 7–11.

[23] Bedste ill. hos Rump 1974, 70, tv. Den ene bicorporates på den beslægtede Svenstrup-font viser en tilsvarende udrakt og skeformet tunge, men om der har været et ornament på den, er nu svært at se – jfr. Fr. Kochs tegning af fonten hos Mackeprang 1941/2003, fig. 250, Slomann 1967, fig. 162 og Rump 1974, 83, ned. og 84, ned.

[24] Se Mackeprang 1941/2003, 272–273, fig. 323.

[25] Woodcock 2005: 47–56. Et klart eksempel er et kapitæl fra slutn. af 1000-tallet i Stogursey med en ’Green Man’-maske (Fig. 5. 13). Sandsynligvis er det også en tunge med bladende, der hænger ned bag det rankeværk, der skyder ud af et løveagtigt hoved på et romansk kapitæl i Romsey (Fig. 5. 12)..

[26] Se Mackeprang 1941/2003, 126–128, fig. 121. Han forstår ’vandet’ som ”et besynderligt Hageskæg” (s.128).

[27] Gælder også de omtalte løver på portalen i Carinola, hvor man dog ikke får indtryk af nogen hætteagtig hovedbklædning. Se D’Onofrio, Mario & Pace, Valentino 1981, pl. 37–38.

[28] Klingbell 1935, 7, n. 42: omtaler et sumerisk tempel fra første dynasti til modergudinden Ninhursag, hvor der på begge sider af indgangen til den søjlesmykkede forhal var opstillet “legemsstore, i kobber forarbejdede løvehoveder med indsatte øjne og tænder”. Og han finder det nærliggende at antage, at den i helligdommen indtrædende skulle blive vederkvæget eller indviet gennem det fra løvehovederne udstrømmende livsstof. Jeg skal ikke dømme om tesens holdbarhed men blot føje til, at gorgoneia ifølge Marija Gimbutas repræsenterede vise aspekter af kulten af Moder Gudinden, der var forbundet med ‘dynamisk livsenergi’ (“dynamic life energy”). Se Gimbutas, Marija 1999. The Living Goddesses. Berkeley & Los Angeles/CA: University of California Press, 1999.

[29] Mackeprang 1941/2003, fig. 255.

[30] Bedste ill. hos Rump 1974, 97–98.

[31] Mackeprang 1941/2003, 220 forstår dem som ”sædvanlige Løver”, mens Rump 1974, 9 opfatter ’tungelokkerne’ som krøllet skæg.

[32] Mackeprang 1941/2003, fig. 246. Rump 1974: ill. s. 94.

[33] Se Mackeprang 1941/2003, 279–80, fig. 333. Den rene fordobling af en billedtype på en font kendes også fra fonte alene prydet med to dobbeltløver.

[34] Se f.eks. Bestiarie-illustration fra ca. 1270 med to løver åbne munde og blottede tænder i Kalof, Linda 2007. Looking at Animals in Human History. London: Reaktion Books, 47, fig. 21.

[35] Mackeprang 1941/2003, 279–280, fig. 334. Se også fonten i Vorde, ibid.

[36] Mackeprang 1941/2003, 279–280. Det kan nævnes, at der på fontens fod er et interessant brystbillede af en mand med udbredte arme og hovedet nedad.

[37] Se Mackeprang 1941/2003, 290–291, fig. 358. Han behandler fonten i forbindelse med Houlbjerggruppen, men påpeger, at der ikke er værkstedsforbindelse.

[38] En nærmere undersøgelse vil måske afsløre, at lignende skægtegninger også har præget hovederne på Kobberups, Pederstrups og Højslevs fonte.

[39] Augustin, Sermo IV, de paschate: ”Quis est iste agnus et leo? Mitis et fortis, amabilis et terribilis, innocens et potens, tacens judicatus, fremens judicaturus.” Cf. Migne, Patrologia Latina, XLVI, 829 – her citeret efter Carlsson 1976, 113. Det kan nævnes, at en lille ikon-agtig ’Kristusbuste’ på døbefonten i Skals kirke er flankeret af en stor løve med åben mund, her over for en stærkt bevæget hjort. På den anden side af kummen ses tre symmetrisk arrangeret ’paradistræer’ med en lille fugl, måske Helligånsduen’. Se Mackeprang 1941/2003, 279–280 – som taler om en ”Mandsbuste med en slags Hætte”. Fonten hører sammen med dem i Pederstrup og Kobberup kirker. En indskrift på ’Kristusbusten’: VLOP er måske en senere tilføjelse

[40] Motivet behandles af Slomann 1967, 80–83, fig. 362ff. med inddragelse af Sall-fonten (se nedenfor).

[41]  Mackeprang 1941/2003, 277–279, fig. 331a–b.

[42] Mackeprang 1941/2003, 288–292, fig. 354–355.

[43] Mackeprang 1941/2003, 277.

[44] Mackeprang 1941/2003, 280, fig. 335 – beslægtet med de omtalte fonte i Kobberup, Pederstrup og Højslev.

[45] Mackeprang 1941/2003, 281, fig. 336.

[46] Se ill. i Salisbury, Joyce E. 2011. The Beast Within – Animals in the Middle Ages (1994), London & New York: Routledge, 86, fig. 4.1.

[47] Nordström, Folke 1983. ”Daniel in the lion’s den” on baptismal fonts. In Imagines medievales – Studier i medeltida ikonografi, arkitektur, skulptur, måleri och konsthantverk. Eds. Rudolf Zeitler & Jan O. M. Karlsson. Uppsala: Acta Universitatis Upsaliensis, Ars Suetica, 7, 356, ill.

[48] Mackeprang 1941/2003, 277–279, fig. 331a+b.

[49] Hans Jørgen Frederiksen finder også, at tovsnoningen associerer til Jesu tornekrone, men er dog usikker på, om ”personen mellem løverne skal opfattes som en døbt, som Daniel i løvekulen (”Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, så de ikke har gjort mig nogen mén”) – eller en helt tredje, f.eks. Kristus selv.” Se Gotfredsen, Lise & Frederiksen, Hans Jørgen 1987, 333.

[50] Se f.eks. Ps. 9, 14–16: ”Du [Herren[ løfter mig op fra dødens porte, / – – / Folkene faldt selv i den grav, de gravede, deres fod blev fanget i det net, de lagde ud.” Jfr. Ps. 25,15; 140,6; 141,9. Se også Woodcock 2005, 43, som citerer Alfred Gell om keltisk fletværk: ”Knotwork like this was regarded as protective in that any evil spirit would be so fascinated by the entwined braids as to suffer from a paralysis of the will. Losing interest in whatever malevolent plan it had entertained previously, the demon would become stuck in the coils of the pattern and the object, person, or place protected by it would be saved.”

[51] Mackeprang 1941/2003, 224–225, fig. 245. Rump 1974, 10, ill. s.101. Nordström 1983, fig. 5.

[52] Mackeprang 1941/2003, 277–279, fig. 332. Skjød og Vitten er nabosogne.

[53] Se Kaspersen under udg.

[54] Mackeprang 1941/2003, 277.

[55] Mackeprang 1941/2003, 288–289, fig. 351–354. Man kan bemærke, at der er plantevækster under alle fire hoveder.

[56] Mackeprang 1941/2003, 277.

[57] Fonten i Øster Hornum viser to par – se nedenfor (Mackeprang 1941/2003, 216–218  fig. 238), mens de to løver på fonten i Svostrup kun levner plads til en mand med ubestemmelige genstande i hænderne mellem deres haler (ibid., 275); ’Ålborg-fonten’ (ibid., 220–224, fig. 248a–b) – for de modstillede profilløver opslugende en kvinde se nedenfor; fonten i Vester Velling (ibid., 275) – for modstående par, se flg. note.

[58] De beslægtede fonte i Vester Velling og Vorning kirker – i Vorning to par med sammenslyngede haler, det ene par med ret fuglelignende hoveder, plus to ringere fonte i Borup (Støvring h.) (to par) og Søby (Sønderhald h.) (to par?), se Mackeprang 1941/2003, 275, fig. 326–327. Hertil kommer en større gruppe fonte med modstillede profilløver i helt lavt relief, adskilt af lodrette borter med bladværk, den såkaldte Hordenstype – Mackeprang, 257–262, Fig. 299–306. Løverne har åbne munde, men viser stort set ikke tungen, og kun et enkelt hoved – på Odder-fonten – er i enface (fig. 303).

[59] Fonten i Værum, se Mackeprang 1941/2003, 275, den ene tunge er over den anden og hovederne er ikke ens, det ene mere dragelignende – for det modstående par, se flg. note.

[60] Fonten i Værum og Rosmus, se Mackeprang 1941/2003, 275–276, fig. 325; Daugbjerg, ibid. 280.

[61] Fontene i Hyllested? (modstillet dobbeltløve) og Rosmus, se Mackeprang 1941/2003, 275–277.

[62] Mackeprang 1941/2003, 216–218, fig. 238; Rump, Erling 1972. Inskriptionen på Øster Hornum fonten. Kirkehistoriske Samlinger 1–23 + ills. og Rump 1974, ill. s. 99–100.

[63] Se Rump 1972, 1–2, fig. 1–3.

[64] Mackeprang 1941/2003, 216 og Slomann 1967, 45, fig. 158–161. Mellem de to løvepar ses to hoveder, et mandshoved med langt, tvedelt hageskæg og et hoved uden kendetegn, sikkert oprindeligt et kvindehoved. Man kan bemærke, at mandshovedet har vendt mod nord, hvis dobbeltløven vendte mod øst.

[65] Mackeprang 1941/2003, 221–222, fig. 250 og Slomann 1967, 45, fig. 162–167.

[66] Mackeprang 1941/2003, 219–221 og Slomann 1967, 44, fig. 144–145. Slomann, 46-48  kontekstualiserer disse zoomorfiske haleender i Mariagergruppen/’Hov-familien’ men forsøger sig – som vanligt – ikke med nogen forklaring på deres betydning.

[67] Fonten kommer fra den såkaldte Ellen Marsvins gård i Ålborg og er nu i Nationalmuseets samlinger i København (Inv. Nr. 21047). Se Mackeprang 1941/2003, 221–223, fig. 248a+b.

[68] Mackeprang 1941/2003, 295–296, fig. 365.

[69] Mackeprang 1941/2003, 296–297, fig. 366a+b.

[70] Mackeprang 1941/2003, 297.

[71] Mackeprang 1941/2003, 158, fig. 163.

[72] Mackeprang 1941/2003, 232, fig. 5 og Rump 1974, fig. 56a+b. Den anden dobbeltløve viser blot en åben mund med tunge.

[73] Kompositionen ligner meget to modstillede Jonasscener fra 1100-tallet på amboen i katedralen i Ravello, cf. Klingender 1971: 273-274, fig. 168. Parallelliteten mellem løvens og det dragelignende havuhyres funktioner sætter igen spørgsmålet om dæmonisk/ikke-dæmonisk i et interessant lys.

 

 

Vastaa

Sähköpostiosoitettasi ei julkaista. Pakolliset kentät on merkitty *

*

Voit käyttää näitä HTML-tageja ja attribuutteja: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>